Statsministeren spørger i sin podcast, men det er, som om hun ikke virkelig lytter

Hvis Mette Frederiksens (S) nye podcast ’Statsministeren spørger’ er interessant at beskæftige sig med, er det, fordi den gør noget på formens niveau. Den ændrer noget i forhold til den genre, som en statsminister normalt taler i, idet den, som Frederiksen også selv udlægger det, giver plads til flere nuancer, omtanke og så videre. Umiddelbart er det naturligvis sympatisk – statsministeren lytter – men måske ikke helt så uskyldigt, som det foregives. Det er for så vidt også netop formens betydning, de kritiske røster har peget på, når de beskriver ’Statsministeren spørger’ som ’et stunt’.

Desublimering

Det har længe været sådan, at ganske mange politikere gerne vil bryde op i formen på den politiske debat. Fra Uffe Elbæks visionært vrøvlende stil til Özlem Cekics »dialogkaffe«, fra Lars Løkkes små installationer rundt omkring med »Det Politiske Mødested« til Inger Støjbergs hjemmeside. Mange går efter at vise, at de kan være i tvivl, reflektere over tingene på nye måder og så videre.