Helsinki ligner sig selv med regnvåde brosten, tungt læssede jugendbyggerier og banegårdens blomsterhandler, der sælger squashfrø til køkkenhaven. Men tidens forandringer kigger alligevel frem her og der. På facaden af den store runde sportsarena, som man passerer med toget mod centrum, er navneskiltet »Hartwall Arena« pillet ned og kun et gulligt aftryk af bogstaverne hænger tilbage. Arenaen er ejet af russiske oligarker, så bryggerisponsoren har trukket stikket. Og inde på stationen sælger flagbutikken nu ikke kun pynt i finske farver, men også ukrainske flag i alle størrelser.
Også i Finland har Ruslands angreb på Ukraine skabt en bølge af folkelig solidaritet med det kæmpende land og sat en politisk prop i pengestrømmene til Rusland, men mere usædvanligt har Ruslands krig her samtidig ført til et sikkerhedspolitisk jordskælv, som har givet genlyd verden over.