Da bagermester Poul Jespersen i 1993 meddelte sit personale, at han havde tænkt sig at bage EU-kager op til folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen, rystede de på hovedet. Der var ingen grund til at blande politik ind i kager, og i øvrigt kunne man ikke få jyder til at købe blå kager, sagde bagerjomfruerne i Serup Bageri lidt uden for Silkeborg.
Men Poul Jespersen kunne ikke slippe ideen. Han ville bage to umiddelbart identiske kager, men med den eneste forskel, at der stod ’ja’ i marcipan på den ene og ’nej’ på den anden. Salget af kagerne skulle tælles op, og resultatet hænges op i bagerbutikkens vindue som en slags forudsigelse om, hvordan EU-valget ville gå. Og nu havde han allerede noget blå farve og en helt ny sprøjtepistol, købt på en bagermesse i Herning, som han gerne ville prøve af.